|
20-07-00
Torsdag
Kære Mulle
Dagen i dag har bare været alletiders. Vågnede til sol og blå himmel. Det holdt hele dagen, og selvfølgelig har jeg fået soleksem, hva' ellers??
Ved morgenens andagt (det dér med gud) skulle vi i fællesskab bage et megabrød, det foregik på den måde at vi alle sammen skulle tage en skefuld mel og putte ned i et stort dejtrug. Brødet blev så bagt på lejren senere og ved aftenens andagt blev det bagte brød så delt ud til samtlige lejrdeltagere (brødet smagte ikke særligt godt!!)
Ligesom i søndags var der aktiviteter i dag. Du tror nok det er løgn med jeg valgte at tage på fjeldet igen, jeg var nemlig helt oppe på Marselis-Fjeldet, hvor vi havde en pragtfuld udsigt over lejren. Turen derop gik godt nok, bortset fra at vi desværre havde fået nogle piger med, som absolut ikke gad med derop. Deres humør ændrede sig dog heldigvis efterhånden som vi kom op og kunne se den ene flotte udsigt efter den anden, og tilsidst indrømmede de endda at udsigten deroppe fra havde været hele klarteturen værd.
Vel nede igen var jeg igen i bad - det er da vist ved at blive en dårlig vane!! Ups jeg glemte da vist at betale Sammy med 2 stk. træ!!.
Jeg har i øvrigt fået lov til at sove i "Skovkvarteret" de 2 sidste nætter. Jeg er flyttet ind på nederste hylde i "krydderi-hylden" (en bivuak i 3 etager). Det bliver sejt at prøve det!!
Det var "Kanon" at komme til lejrbål igen. Vi havde alle sammen savnet bl.a. Norgessangen, de mange "råb", lejravisen, "Flemming" og ikke mindst "Det lyserøde fjeld".
Vi høres ved, du må ha' det
Kærlig hilsen
Splint
|
|
COUNT-DOWN
der er nu (ca.)
166
dage til næste Norgestur
|
|